Forfatterstafet: Ida Jessen
Forfatterstafetten er dybdegående interviews om nogle af tidens rigtig gode bøger fra danske forfattere. Denne gang er stafetten nået til Ida Jessen, der er aktuel med "Jeg vil!: en forfatters portræt af Sigrid Undset".
Af Thomas W. Jensen
I sin nyeste bog “Jeg vil” tager Ida Jessen os med ind i den norske nobelprisvinder Sigrid Undsets liv og sind. Ud fra breve, dagbøger og andre kilder skriver Jessen om Sigrid Undsets liv og værk i en personlig tone og med refleksioner fra sit eget forfatterliv.
Vi spurgte Ida Jessen, hvorfor hun er så optaget af præcis dette forfatterskab.
"Jeg blev fuldkommen blown away, da jeg oversatte middelalderromanen "Olav Audunsson". Den er så fantastisk: Et episk mesterskab helt uden lige. Hun kan skildre kvinder og mænd på sådan en måde, at vi er langt, langt, langt inde i kroppen på dem. Det er kun de færreste, der kan det," siger Ida Jessen.